Arbejdsløshedskassen for journalistik, kommunikation &
sprog - AJKS
Klik på nedenstående links for at læse mere.
DFF'ere i a-kasse
Dansk Forfatterforenings medlemmer kan nu komme i a-kasse og
få mulighed for at modtage dagpenge. Begge dele kræver
selvfølgelig, at arbejdsmarkedslovens betingelser er opfyldt.
Men i AJKS kan honorarer omsættes til arbejdstimer, også selv om
arbejdstiden ikke kan kontrolleres - og nyuddannede, fx fra
Forfatterskolen, kan blive medlemmer som dimittender
Som medlem af Dansk Forfatterforening: forfatter, oversætter
eller illustrator, har du mulighed for at blive medlem af
Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation & Sprog og
følgelig få mulighed for at modtage dagpenge i perioder, hvor du
ingen indtægt har.
Er du allerede tilmeldt efterlønssystemet, har du også mulighed
for at komme på efterløn. Begge dele kræver, at du opfylder de
betingelser, som arbejdsmarkedsloven sætter.
Du kan læse en meget grundig gennemgang af vilkårene på AJKS's
hjemmeside her
Her følger en kort oversigt over de væsentligste vilkår for dig,
der ikke er lønmodtager:
Medlemskab
Du kan søge om optagelse som nyuddannet eller selvstændig. Du
skal udfylde en ansøgning, som du kan få ved at henvende dig i
a-kassen. Optagelse kan tidligst ske fra og med den dato, hvor
a-kassen har modtaget din ansøgning om optagelse.
Du kan blive optaget som heltids- eller deltidsforsikret. Det
fradragsberettigede kontingent er 385 kr. om måneden for
heltidsforsikrede.
Optagelse som nyuddannet kan ske efter, at du
har gennemført en DFF-relevant, faglig, SU-berettiget uddannelse af
mindst 18 måneders varighed.
Din ansøgning om optagelse skal være a-kassen i hænde
senest 2 uger efter, at du har afsluttet uddannelsen. Optagelse kan
ske som både heltids- og deltidsforsikret.
Optagelse som selvstændig forudsætter, at du
driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, her i
landet, alene eller sammen med andre.
Læs mere her
Dagpengeret
Du har ret til at modtage arbejdsløshedsdagpenge, når følgende
betingelser er opfyldt:
- du har været medlem af en a-kasse i 12 måneder
- du opfylder beskæftigelseskravet
- du er ophørt med din selvstændige praksis
- du er ledig og står til rådighed
Læs Arbejdsdirektoratets pjece om at være forsikret som
selvstændig her
Beskæftigelseskravet
Beskæftigelseskravet kan opfyldes ved, at du godtgør, at du har
udført selvstændigt arbejde i, hvad svarer til 37 ugentlige timer
i 52 uger (i alt 1924 timer) inden for de seneste 3 år, samtidig
med at du har været medlem af en a-kasse.
Har dit arbejde være såkaldt ukontrollabelt, omsættes
mellem timer og indtægt med en omregningsfaktor, der i 2009 hedder,
at 195,05 kr. svarer til én arbejdstime.
For uddybelse af kontrollabel/ ukontrollabel arbejdstid, kontakt
da AJKS her
De indtægter, du får på din ophavsret, fx biblioteksafgift, kan
ikke medregnes som arbejdstimer. Til gengæld giver de heller ikke
fradrag i dagpengene.
Indtægter fra genudgivelse og genoptryk mv. tæller til gengæld
i begge sammenhænge.
For uddybelse af dette kontakt da AJKS her
Aktivering
Som ledig har du en ret og en pligt til at tage imod tilbud om
aktivering. Aktivering kan for eksempel være arbejde med
løntilskud, virksomhedspraktik og/eller
uddannelse/vejledning.
Er du mellem 30 og 60 år, skal du have et tilbud om aktivering,
når du har været ledig i 9 måneder.
Læs mere her
Yderligere detaljer
Der er mange flere detaljer, der har betydning, og det er let at
blive forvirret. Der er imidlertid som sagt megen information at
hente på AJKS's hjemmeside, og desuden er de ansatte i AJKS vældig
imødekommende og informative, når man henvender sig pr. telefon
eller mail.
De ansatte i DFF's sekretariat har til gengæld ikke nogen
speciel indsigt i a-kassesystemet, så dem er der ingen grund til
at henvende sig til med spørgsmål.
Janne Hejgaard, medlem af Dansk Forfatterforening