DANSKERE + DANSKERE
(2011)
Beskrivelse:
DANSKERE + DANSKERE
Debatten om ‘dem’ og ‘os’ har givet stof til masser af avisartikler, læserbreve og nyhedsindslag i tv. Næsten hver uge byder på nye historier om nydanskere, gammeldanskere, danskhed, fremmedhed, integration og medborgerskab.
Den ene dag handler det om ghettoer, tørklæder og skoler. Den næste om kønsroller, tvangsægteskaber og indvandrerbander. Og snart er moskeer, halalkød og det danske sprog på dagsordenen.
Selv om folk med fremmed herkomst udgør en begrænset del af det danske samfund, fylder den såkaldte indvandrerdebat meget. Politikere og debattører krydser klinger i medierne, hvor bølgerne kan gå højt, når følelserne kommer i spil. Men debatten foregår også på skoler, på arbejdspladser, i forsamlingshuse og hjemme over middagsbordene.
Denne bog går bag om nogle af debattens aktuelle temaer. Der er synspunkter, argumenter og tankevækkende indspark fra politikere, forskere, forfattere, sociologer, undervisere, unge samt en række andre danskere med forskellig etnisk baggrund.